Historien om Peder Nielsen

Peder Nielsen er født i 1855 og opvokset ved landbruget.

Da han var 19 år, fik han arbejde hos fabrikant Rasch, der havde en lille fabrik. Det viste sig, at Peder Nielsen havde usædvanligt gode evner for fabrikation og mekanik, så efter 3 år besluttede han sig for at være selvstændig og byggede en fabrik på 10×12 alen (52m²) i forlængelse af forældrenes hus i Tylstrup.

Samarbejde med isenkræmmere 1877

I september 1877 var han i gang og udsendte følgende skrivelse til landets isenkræmmere:

“Jeg tillader mig hermed at henlede Deres opmærksomhed på min ny anlagte fabrik for bygningsbeslag, og det skal stedse være min opgave at levere Dem prima varer til moderate priser.”

Udvidelse i 1886

Virksomheden udviklede sig, og i 1886 blev der behov for en større udvidelse. For at være i nærheden af godsbanen flyttede han fabrikken til Brønderslev.

Fabrikken nedbrændte 1899

I 1899 nedbrændte hele fabrikken, men selv denne katastrofe kunne ikke stoppe fabrikantens gåpåmod.

Peder Nielsen fik ryddet op, og ved hjælp af daværende 45 ansatte, 20 murere og 25 andre håndværkere blev der bygget en ny fabrik på 3 måneder, og han kaldte håbefuldt fabrikken “Pedershåb”.

Pedershåb blev et aktieselskab i 1919

I 1919 stiftedes A/S Peder Nielsen “Pedershåb” med Peder Nielsen som bestyrelsesformand og sønnen Niels Juul Nielsen som adm. direktør. Senere overtog hans barnebarn Rigmor Nielsen posten som adm. direktør. Således har far, søn og barnebarn været bestyrelsesformænd og adm. direktører og ejere af familieaktieselskabet gennem mere end 101 år.

Direktionen har siden været

1978-1996 Svend Erik Christensen og Poul Christensen
1996-1997 Svend Erik Christensen, Peter Hvilshøj og Tonny Bistrup
1998-2005 Tonny Bistrup og Peter Hvilshøj
2005-2007 Jens-Ole Sørensen
2007 Carsten Jensen
2008-2012 Erik A Skov – Carsten Jensen
2012-2013 Per Albæk – Jacob Bøhme Christensen – Carsten Jensen
2013-2015 Per Albæk – Jacob Bøhme Christensen
2015-2018 Per Albæk
2018- Jesper Bangsborg –

Fabrikant Peder Nielsen

PN BeslagFabrikken hedder i dag A/S Peder Nielsen Beslagfabrik og markedsføres som PN.

Navnet “Pedershaab” bruges af vort tidligere datterselskab Pedershaab. Maskinfabrik A/S, som Peder Nielsen stiftede i 1915. I dag er navnet HawkeyePedershaab.

For at klare generationsskiftet stiftedes i 1973 Rigmor Nielsens Fond, og Rigmor Nielsen skænkede aktiemajoriteten til Fonden. Fondens hovedformål er at sikre A/S Peder Nielsen Beslagfabriks fremtid som en konkurrencedygtig virksomhed og en god og gerne stor arbejdsplads for medarbejderne og et aktiv for Brønderslev by.

A/S Peder Nielsen Beslagfabrik er i dag en virksomhed med 50 veluddannede og dygtige medarbejdere, der producerer og markedsfører beslagprodukter til håndværk, industri og gør det selv-folk under navnet PN.

PN opererer ikke kun på det danske marked, men har en betydende eksport primært til Skandinavien og Nordeuropa. I Norge har PN eget salgskontor, der varetager den daglige kontakt til kunderne.